Pædagogisk tilgang

Undervisningen og aktiviteterne er tilrettelagt ud fra Langagerskolens særlige pædagogiske tilgang, som er inspireret af TEACCH. Du kan finde mere information om TEACCH i nedenfor.

Vi baserer den pædagogiske indsats på aktuel viden og forskning på autisme- og ADHD-området. Indsatsen omkring eleven planlægges i samarbejde med forældrene ud fra elevens specielle forudsætninger og behov.

Vi tilstræber at sikre optimal støtte af eleven gennem skoledagen ved at skabe forudsigelighed, mening og sammenhæng i hverdagens gøremål og udfordringer. Vi tilstræber at sikre barnets tryghed ved hjælp af struktur i form af konkret vejledning, organisering, tydelighed og hjælp til at skabe overblik. Strukturen støttes for eksempel af piktogrammer, symboler, skriftlig information og andre visuelle værktøjer.                             

Målet er størst mulig livskvalitet, men ikke nødvendigvis størst mulig tilpasning eller normalitet. Målet er at give eleverne optimale udviklingsmuligheder, så de på sigt kan deltage aktivt i samfundet med de særlige forudsætninger, de har.

Om TEACCH

TEACCH står for ”Treatment and Education of Autistic and Communication Handicapped Children”. Det er en pædagogisk praksis, som bruges til specialundervisning af børn og unge med ASF i skolealderen. Det er dog vores erfaring, at en velstruktureret specialpædagogik med afsæt i visuelle tiltag også er meget velegnet for elever med en svær grad af ADHD.

Grundlæggende handler TEACCH om at respektere det autistiske menneskes måde at være på og ret til at bevare hans/hendes interesser og særpræg. Man stræber ikke efter at forme et ”normalt” barn gennem undervisningen. Tværtimod fokuserer man i stedet på den enkelte elevs udviklingsmuligheder, især med hensyn til selvstændighed og handlemuligheder.

TEACCH går altså ikke ind og ændrer på det autistiske barns adfærd, men stræber efter at gavne de underliggende forhold, som understøtter barnets indlæring.

Der er tre grundlæggende idéer i TEACCH:

  • Forældrene medinddrages og har indflydelse på alle beslutninger, som tages i løbet af behandlingen
  • Støtten er livslang og kontinuerlig
  • De professionelle, som varetager behandlingen, er virkelig eksperter på autismeområdet. Derfor kan de bedre sætte sig ind i den autistiske persons tankegang

Undervisningen er baseret på at fremme kommunikation og forståelse gennem visualisering og konkretisering i en fast struktureret ramme. I stedet for at instruere barnet verbalt, er der lagt vægt på brugen af visuelle virkemidler. Det kan eksempelvis være billeder af hverdagsting eller opgaver, som skal udføres. Der tages højde for det enkelte barns behov.

Yderligere information kan findes på www.teacch.com